Da jeg kom ind her på afdelingen - efter skadestuen den første nat - der gik jeg en tur. Ude foran kørte en hvid bil og før den var der en svingende sort bil. Kvinden der kørte den hvide bil dyttede højlydt - og holdt ind på en parkeringsplads - undskyldte sit dyt og sagde at jeg ikke så den sorte bil. Hvortil jeg svarede at jeg bestemt havde set begge biler - men den sorte var ikke den jeg burde frygte fordi den svingede i en anden retning.
På afdelingen lidt senere - tændte den hvide bil så havariblinket på parkeringspladsen overfor - og det gad jeg næsten ikke se fordi jeg opfattede det som et stunt og en hån mod mine følelser.... som en nøje planlagt plan - overlægen kom ind med to blå øjne som jeg ligeledes opfattede som en hån - men gad ikke tage mig af det.
For mig er det en hån at drive mennesker ud og analysere på deres tanker uden at kende disse - for de aner jo intet om hvad som rører sig indeni en sålænge de ikke kender tanker og følelser.
IDag hos Ulrik fortalte jeg således om de følelser der havde været og den frygt jeg havde oplevet i forbindelse med at blive testet på forældreegnetheden - om de sorte og hvide billeder og mine problemer med at aflæse billedet - af mere end en grund......... grænserne er jo ikke så tydelige som ved skrift.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar